I forbindelse med udgivelsen af cd'en Progressive Patriots, spillede Hasse Poulsens kvintet 6 koncerter i oktober 2011. Det blev til følgende 6 koncerter:
To koncerter i Frankrig: le Triton i Les Lilas ved Paris, og Pannonica i Nantes, som begge er gode veletablerede klubber med publikum.
To i Tyskland: Berlin Aufstürtz som betaler lidt (hvilket er usædvanligt i Berlin) og Jazzmeile i Jena, som er en organisation, der arrangerer koncerter i hele Thüringen. Jeg har ofte spillet koncerter hos dem.
Én i Belgien i Vooruit i Gent, som er et kunstcentrum. Det er et virkeligt godt sted at spille. Med Das Kapital skal vi i 2013 være med til at markere Vooruits 100 års jubilæum, med et special arrangement, hvor trioen spiller med et første klasses harmoniorkester.
Én koncert i Eindhoven hos Jazzpower (@Café Wilhelmina). Det var et mandags gig i en klub for moderne jazz.
Koncerterne gik godt. Musikalsk er det er super gruppe og jeg solgte ca. 20 cd'er pr. koncert, hvilket er fint når man spiller på klubber.
Koncerten i Vooruit blev filmet af Svend Thomsen fra Trekantens Videoformidling (TVF), som nu bor i Gent. Udvalgte stykker fra optagelsen vil i januar måned blive lagt på YouTube, og en dvd kan så senere blive sendt til interesserede bookere.
JazzDanmark bloggen samler nogle af alle de rejseoplevelser danske jazzmusikere har rundt om i verden. De artister, der skriver til bloggen, er alle støttet af JazzDanmark Puljen. Puljen er en støtteordning, der hjælper musikere med afvikling af projekter af en international karakter.
mandag den 19. december 2011
tirsdag den 29. november 2011
Anker/Taborn/Cleaver - USA/Canada september 2011
Lotte Anker og hendes trio med Craig Taborn (piano) og Gerald Cleaver (trommer), var i september måned en tur i USA og Canada for at spille en håndfuld koncerter.
Turen startede 'blødt' med en koncert på Barbes i Brooklyn, hvor vi tidligere har spillet flere gange. Barbes er et lille, men meget hyggeligt, udpræget musiker hang-out. Der var af samme grund stuvende fuldt, hvilket måske kunne tilskrives, at der har været en god foromtale i NY-times.
Detroit var en slags 'dark-horse' på turen. Anker, Taborn, Cleaver spillede første gang i Detroit tilbage i 2008 på en festival, der foregik i Bohemian National Home (en stor gammel faldefærdig Christiania-agtig bygning med fantastiks atmosfære). Men BNH er desværre ude af hænderne på arrangørerne, så nu hedder de Bohemian in Exile. Jeg havde fået at vide, at vores koncert ville komme til at foregå på et nyt sted som de arbejdede på, og som ville åbne i august. Men de havde ikke fået nøglerne(!), så de sendte en ny koncertadresse to uger inden koncerten: 2739 Edwin - et stort loft/galleri. Der var desuden meget sparsomt med informationer på nettet, så vi havde på fornemmelsen, at det ville blive en rimelig hemmelig koncert - men så var der alligevel ca. 80 publikummer. Nu er Detroit i forvejen kendt for en koncertscene, der fungerer meget undergrundsagtigt (indenfor alle genrer) med koncerter i tomme pakhuse, forladte bygninger osv. Det er stadigvæk et mysterium for mig, hvordan PR/koncert-info bliver kommunikeret - men i sig selv ret fascinerende. Detroit er i det hele taget en fascinerende by - spøgelsesagtigt og tæt på at dø - men også med alle muligheder for at kunne genopstå som så mange andre tidligere industrielle byer/områder eller Østberlin. For eksempel er en del billedkunstnere flyttet til Detroit på grund af enormt lave huspriser, og fænomener som f.eks. urban farming er blomstret op. Så der sker nogle gode ting, selvom der også hviler en sky af tristesse og håbløshed over byen.
Næste dag lavede vi kombineret koncert og workshop i Jazzdepartment på University of Michagen, hvor både Craig og Gerald har studeret i deres unge dage. Samme aften fløj vi til Toronto, hvor vi blev hentet og kørt til Guelph.
Guelph Jazzfestival (som jeg også har spillet på i 2002) er en super fin festival med fokus på især den mere eksperimentelle del af jazz/impro-scenen. Den er både stor (høj kunstnerisk kvalitet og mange internationale navne) og lille (Guelph er en mindre, men meget progressiv universitetsby) og man kan gå til de 6 venues, der er under festivalen. Der er et stort tilrejsende publikum, både fra Toronto/Canada og USA, men samtidig er festivalen enormt god til involvere hele byen. Dette år var der f.eks. Nuit Blanche, så der foregik koncerter og performances hele natten om lørdagen, hvor bassisten William Parker f.eks. skulle spille solo kl.6 søndag morgen. Vi spillede lørdag eftermiddag - måske den bedste koncert på turen - i hvert fald hvad lyd og pianoforhold angik.
Jeg hvade desuden sagt ja til at være en del af en performance ved midnat. Projektet hed STARE og var sat i værk af installations/performance-kunstneren Dawn Matheson, og var rimelig inspireret af Marina Abramovic' store performance 'The Artist is Present' på MoMa i 2010. STARE foregik i et tomt gallerilokale med store vindue ud mod gaden og gik ud på, at 4 mennesker (i denne anledning 4 musikere), hver sad en halv time på en stol og folk kunne så melde sig til at komme ind og sætte sig på en stol overfor og stirre os ind i øjnene i 5 minutter. Hverken tale eller berøring var tilladt. Der var kameraer på begge ansigter, som så blev projiceret op på to skærme i vinduerne mod gaden. Det viste sig at blive en fed oplevelse: smuk (det foregik som et slags stille men intenst ritual om natten, midt i en ret feststemt gade med mange barer), tankevækkende (at stirre et fremmed menneske i øjnene uden at kommunikere verbalt, åbner nogle helt andre kommunikationscentre), grænseoverskridende (at stirre et fremmed menneske ind i øjnene og selv åbne sig for det, er i sig selv en ret intim og grænsoverskridende oplevelse).
Næste dag fløj vi til Chicago og spillede om aftenen på The Hungry Brain. Vi var en del af en jubilæums koncertrække: 'The Hungry Brain Transmission Series - Best of the past ten years'. Vi var blevet inviteret fordi 'vi' spillede der tilbage i 2004 (det vil sige det endte med kun at være Craig og Gerald, da jeg blev nægtet indrejse i USA, og mistede nogle koncerter - men det er en helt anden historie...) Under alle omstændigheder var det dejligt efter 7 år at spille med lige præcis den trio på lige præcis The Hungry Brain. For mig betød der blev sat punktum for et lidt traumatisk kapitel i min tur-historie. Der var også stopfyldt på stedet. Chicago Reader bragte en fin foromtale, og efterfølgende en god anmeldelse. Umbrella-folkene optog koncerten, og har vistnok tænkt sig at udgive den i en eller anden form.
Jeg blev et par dage ekstra i Chicago, dels for at gennemlytte og udvælge nogle tracks jeg har indspillet med cellisten Fred Lonberg-Holm i foråret, og dels for at spille en duokoncert med ham. Den foregik på et andet fedt Chicago sted The Hideout, hvor vi spillede dobbeltkoncert med Joe McPhee Trio.
Det var en super god tur. Stort entutiatisk publikum alle steder, med gode foromtaler, flotte anmeldelser og udsolgt af de tre kasser medbragte cd'er - og kun en enkelt gang et 5 timer forsinket fly. I det hele taget er det altdi dejligt at spille i USA/Canada: altid super-entutiastisk og ofte vidende publikum, som også har lyst til at snakke bagefter og som er inspirerende at snakke med. Desuden blev jeg inviteret til at spille andre steder i løbet af 2012/13, bl.a. i St. Louis.
Turen startede 'blødt' med en koncert på Barbes i Brooklyn, hvor vi tidligere har spillet flere gange. Barbes er et lille, men meget hyggeligt, udpræget musiker hang-out. Der var af samme grund stuvende fuldt, hvilket måske kunne tilskrives, at der har været en god foromtale i NY-times.
Detroit var en slags 'dark-horse' på turen. Anker, Taborn, Cleaver spillede første gang i Detroit tilbage i 2008 på en festival, der foregik i Bohemian National Home (en stor gammel faldefærdig Christiania-agtig bygning med fantastiks atmosfære). Men BNH er desværre ude af hænderne på arrangørerne, så nu hedder de Bohemian in Exile. Jeg havde fået at vide, at vores koncert ville komme til at foregå på et nyt sted som de arbejdede på, og som ville åbne i august. Men de havde ikke fået nøglerne(!), så de sendte en ny koncertadresse to uger inden koncerten: 2739 Edwin - et stort loft/galleri. Der var desuden meget sparsomt med informationer på nettet, så vi havde på fornemmelsen, at det ville blive en rimelig hemmelig koncert - men så var der alligevel ca. 80 publikummer. Nu er Detroit i forvejen kendt for en koncertscene, der fungerer meget undergrundsagtigt (indenfor alle genrer) med koncerter i tomme pakhuse, forladte bygninger osv. Det er stadigvæk et mysterium for mig, hvordan PR/koncert-info bliver kommunikeret - men i sig selv ret fascinerende. Detroit er i det hele taget en fascinerende by - spøgelsesagtigt og tæt på at dø - men også med alle muligheder for at kunne genopstå som så mange andre tidligere industrielle byer/områder eller Østberlin. For eksempel er en del billedkunstnere flyttet til Detroit på grund af enormt lave huspriser, og fænomener som f.eks. urban farming er blomstret op. Så der sker nogle gode ting, selvom der også hviler en sky af tristesse og håbløshed over byen.
Næste dag lavede vi kombineret koncert og workshop i Jazzdepartment på University of Michagen, hvor både Craig og Gerald har studeret i deres unge dage. Samme aften fløj vi til Toronto, hvor vi blev hentet og kørt til Guelph.
Guelph Jazzfestival (som jeg også har spillet på i 2002) er en super fin festival med fokus på især den mere eksperimentelle del af jazz/impro-scenen. Den er både stor (høj kunstnerisk kvalitet og mange internationale navne) og lille (Guelph er en mindre, men meget progressiv universitetsby) og man kan gå til de 6 venues, der er under festivalen. Der er et stort tilrejsende publikum, både fra Toronto/Canada og USA, men samtidig er festivalen enormt god til involvere hele byen. Dette år var der f.eks. Nuit Blanche, så der foregik koncerter og performances hele natten om lørdagen, hvor bassisten William Parker f.eks. skulle spille solo kl.6 søndag morgen. Vi spillede lørdag eftermiddag - måske den bedste koncert på turen - i hvert fald hvad lyd og pianoforhold angik.
Jeg hvade desuden sagt ja til at være en del af en performance ved midnat. Projektet hed STARE og var sat i værk af installations/performance-kunstneren Dawn Matheson, og var rimelig inspireret af Marina Abramovic' store performance 'The Artist is Present' på MoMa i 2010. STARE foregik i et tomt gallerilokale med store vindue ud mod gaden og gik ud på, at 4 mennesker (i denne anledning 4 musikere), hver sad en halv time på en stol og folk kunne så melde sig til at komme ind og sætte sig på en stol overfor og stirre os ind i øjnene i 5 minutter. Hverken tale eller berøring var tilladt. Der var kameraer på begge ansigter, som så blev projiceret op på to skærme i vinduerne mod gaden. Det viste sig at blive en fed oplevelse: smuk (det foregik som et slags stille men intenst ritual om natten, midt i en ret feststemt gade med mange barer), tankevækkende (at stirre et fremmed menneske i øjnene uden at kommunikere verbalt, åbner nogle helt andre kommunikationscentre), grænseoverskridende (at stirre et fremmed menneske ind i øjnene og selv åbne sig for det, er i sig selv en ret intim og grænsoverskridende oplevelse).
Næste dag fløj vi til Chicago og spillede om aftenen på The Hungry Brain. Vi var en del af en jubilæums koncertrække: 'The Hungry Brain Transmission Series - Best of the past ten years'. Vi var blevet inviteret fordi 'vi' spillede der tilbage i 2004 (det vil sige det endte med kun at være Craig og Gerald, da jeg blev nægtet indrejse i USA, og mistede nogle koncerter - men det er en helt anden historie...) Under alle omstændigheder var det dejligt efter 7 år at spille med lige præcis den trio på lige præcis The Hungry Brain. For mig betød der blev sat punktum for et lidt traumatisk kapitel i min tur-historie. Der var også stopfyldt på stedet. Chicago Reader bragte en fin foromtale, og efterfølgende en god anmeldelse. Umbrella-folkene optog koncerten, og har vistnok tænkt sig at udgive den i en eller anden form.
Jeg blev et par dage ekstra i Chicago, dels for at gennemlytte og udvælge nogle tracks jeg har indspillet med cellisten Fred Lonberg-Holm i foråret, og dels for at spille en duokoncert med ham. Den foregik på et andet fedt Chicago sted The Hideout, hvor vi spillede dobbeltkoncert med Joe McPhee Trio.
Det var en super god tur. Stort entutiatisk publikum alle steder, med gode foromtaler, flotte anmeldelser og udsolgt af de tre kasser medbragte cd'er - og kun en enkelt gang et 5 timer forsinket fly. I det hele taget er det altdi dejligt at spille i USA/Canada: altid super-entutiastisk og ofte vidende publikum, som også har lyst til at snakke bagefter og som er inspirerende at snakke med. Desuden blev jeg inviteret til at spille andre steder i løbet af 2012/13, bl.a. i St. Louis.
Anker/Taborn/Cleaver @ Barbes, Brooklyn
Ovenstående billeder af Peter Gannuskin // downtownmusic.net
Lotte Anker & Fred Lonberg-Holm @ The Hideout, Chicago
Billede af Kelly Weime
torsdag den 17. november 2011
Cathrine Legardh Quartet i Beijing - juni 2011
Cathrine Legardh Quartet blev i juni 2011 inviteret tilbage til Kina som opfølgning på deres Expo Tour 2010. Denne gang var det Zhang You Dai (All That Jazz - Radio Beijing), som havde taget initiativ til at afholde en musikfestival i Beijing - KAMA Love Festival. Bandet bestod af: Cathrine Legardh (voc), Jakob Dinesen (ts), Francesco Cali (p/acc), Nicolai Munch-Hansen (b):
Vi var blevet garanteret minimum tre koncerter med hjælpe fra Martin Røen (Swinging Europe - Denmark in China) - som tillige også fungerede som tour-manager.Vi endte med at spille i alt fire koncerter i perioden 2/6 - 9/6 2011 i Beijing.
KONCERTER:
- CD Club Blues Cafe: Hyggeligt og afslappet med efterfølgende jamsession med loakel kinesiske jazzmusikere. Antal publikum ca. 100. http://www.cdbluescafe.cn/
- The Royal Danish Embassy: Privat sommerfest for ambassadefolk og det dansk-kinesiske netværk i Kina. Hyggeligt -vi spillede der tillige i 2010. Især var det spændende at atle med alle de fastboende danskere i Beijing, møde deres familier osv.. Antal publikum ca. 600.
- KAMA Love Festival 2011: To udendørs koncerter på en henholdsvis større og mindre scene. Den lille scene var ikke særlig godt besøgt og lyden var horribel. Den bedste koncert (af dem alle) var imidlertid den sidste på KAMA Love, som fandt sted på den store Hope Scenen. Der var mange publikummer og fantastisk lyd, hvilket man ikke altid skal regne med. Antal publikum var samlet ca. 1500.
SELVE TUREN:
Vi var afsted i 6 dage. Boende på et skønt 5-stjernet hotel, nær olympen, hvor KAMA Love Festival fandt sted. Der var ikke så meget tid til at være turist denne gang, men til gengæld var det virkelig velorganiseret med MArtin Røen som tour-manager - han var selv til stede og vi blev hentet og bragt i bus. Der var en del vente tid på festivalen mellem sound-check osv., men vi var sammen med Katrine Madsens band, hvilket var hyggeligt. Det var interessant at opleve, hvordan myndighederne (politi/militær) overvågede festivalen. De marcherede rundt fra tidlig morgen. De er åbenbart bange for, at for mange mennesker samlet på et sted medfører oprør?! Der måtte ikke sælges øl, så folk drak hemmeligt af sodavandsbægere. Der er i det hele taget et hav af regler for, hvad man må og ikke må foretage sig. Vi blev overvåget og tjekket i begge ender, og skulle sende set-lister på forhånd, samt alle sangtekster som blev gået efter i sømmene. De tjekkede til koncertem, at vi overholdt aftalen, optog lyd, rapporterede, ringede rundt osv. De truede konstant med at lukke det hele ned - men festivalen blev gennemført - dog lukkede den kl.20 søndag aften, nogle timer før tid. Der var generelt mange kinesere på arbejde - ca. 20 mand på scenen bare for at lave lyd - alle med hvert deres arbejdsområde (ikke nødvendigvis effektivt eller særligt sammenhængende). Da vi skulle til at gå i gang blev der skruet op for techno-rytmer på nabo-scenen, og vi kunne ikke bede om at skrue ned, da det var en af festivalens investorer, der stod for indslaget. Komisk og lidt typisk, på en eller anden måde.
Kineserne er mægtig søde og åbne - også overfor jazz. De vil gerne kommunikere (helst på kinesisk), og er meget visuelle og udadvendte på trods af sproglige barrierer. Højdepunktet i Kina var som altid maden, som er helt sublim. Vi havde nogle fantastiske gastronomiske og sjove oplevelser. Vi besøgte også en fattig landsby ikke så langt fra Den Kinesiske Mur, hvor vi blev budt på hjemmebrændt. De var overbeviste om, at vi kom fra Korea - hvilket vi grinede meget af.
I Kina er alt ad hoc, man kan ikke rigtig regne med noget eller sætte sin lid til på forhånd indgåede aftaler. Man skal nok ikke være for meget kontrol freak... Hvis alle intrumenter er til stede på jobbet, skal man være glad. Og hvis lyden er god, ja lykkelig. Det er et sjovt og spændende land. Vi har mødt fantastikse mennesker og musikere, udvekslet infor og holder kontakten ved lige til næste gang.
Vi var blevet garanteret minimum tre koncerter med hjælpe fra Martin Røen (Swinging Europe - Denmark in China) - som tillige også fungerede som tour-manager.Vi endte med at spille i alt fire koncerter i perioden 2/6 - 9/6 2011 i Beijing.
KONCERTER:
- CD Club Blues Cafe: Hyggeligt og afslappet med efterfølgende jamsession med loakel kinesiske jazzmusikere. Antal publikum ca. 100. http://www.cdbluescafe.cn/
- The Royal Danish Embassy: Privat sommerfest for ambassadefolk og det dansk-kinesiske netværk i Kina. Hyggeligt -vi spillede der tillige i 2010. Især var det spændende at atle med alle de fastboende danskere i Beijing, møde deres familier osv.. Antal publikum ca. 600.
- KAMA Love Festival 2011: To udendørs koncerter på en henholdsvis større og mindre scene. Den lille scene var ikke særlig godt besøgt og lyden var horribel. Den bedste koncert (af dem alle) var imidlertid den sidste på KAMA Love, som fandt sted på den store Hope Scenen. Der var mange publikummer og fantastisk lyd, hvilket man ikke altid skal regne med. Antal publikum var samlet ca. 1500.
SELVE TUREN:
Vi var afsted i 6 dage. Boende på et skønt 5-stjernet hotel, nær olympen, hvor KAMA Love Festival fandt sted. Der var ikke så meget tid til at være turist denne gang, men til gengæld var det virkelig velorganiseret med MArtin Røen som tour-manager - han var selv til stede og vi blev hentet og bragt i bus. Der var en del vente tid på festivalen mellem sound-check osv., men vi var sammen med Katrine Madsens band, hvilket var hyggeligt. Det var interessant at opleve, hvordan myndighederne (politi/militær) overvågede festivalen. De marcherede rundt fra tidlig morgen. De er åbenbart bange for, at for mange mennesker samlet på et sted medfører oprør?! Der måtte ikke sælges øl, så folk drak hemmeligt af sodavandsbægere. Der er i det hele taget et hav af regler for, hvad man må og ikke må foretage sig. Vi blev overvåget og tjekket i begge ender, og skulle sende set-lister på forhånd, samt alle sangtekster som blev gået efter i sømmene. De tjekkede til koncertem, at vi overholdt aftalen, optog lyd, rapporterede, ringede rundt osv. De truede konstant med at lukke det hele ned - men festivalen blev gennemført - dog lukkede den kl.20 søndag aften, nogle timer før tid. Der var generelt mange kinesere på arbejde - ca. 20 mand på scenen bare for at lave lyd - alle med hvert deres arbejdsområde (ikke nødvendigvis effektivt eller særligt sammenhængende). Da vi skulle til at gå i gang blev der skruet op for techno-rytmer på nabo-scenen, og vi kunne ikke bede om at skrue ned, da det var en af festivalens investorer, der stod for indslaget. Komisk og lidt typisk, på en eller anden måde.
Kineserne er mægtig søde og åbne - også overfor jazz. De vil gerne kommunikere (helst på kinesisk), og er meget visuelle og udadvendte på trods af sproglige barrierer. Højdepunktet i Kina var som altid maden, som er helt sublim. Vi havde nogle fantastiske gastronomiske og sjove oplevelser. Vi besøgte også en fattig landsby ikke så langt fra Den Kinesiske Mur, hvor vi blev budt på hjemmebrændt. De var overbeviste om, at vi kom fra Korea - hvilket vi grinede meget af.
I Kina er alt ad hoc, man kan ikke rigtig regne med noget eller sætte sin lid til på forhånd indgåede aftaler. Man skal nok ikke være for meget kontrol freak... Hvis alle intrumenter er til stede på jobbet, skal man være glad. Og hvis lyden er god, ja lykkelig. Det er et sjovt og spændende land. Vi har mødt fantastikse mennesker og musikere, udvekslet infor og holder kontakten ved lige til næste gang.
Billeder:
© Cathrine Legardh
mandag den 14. november 2011
Søren Møller Global - Local Trio
Søren Møller Global - Local Trio var på turné i Danmark 11.-16. april 2011. Nedenstående beretning fortæller lidt Søren Møllers projekt for turneen, nemlig at udfordre den gængse måde at opfatte en jazzkoncert på.
Som optrædende musiker har jeg altid et ønske om at udforske og undersøge koncertformen. Hvad kan en jazzkoncert bruges til og hvordan afspejler et ensembles udtryk den virkelighed mennesker lever i? Jeg har selv, som publikum, en tendens til at kede mig, hvis jeg skal sidde og kikke på de samme tre til fire personer i 90 min. og det har fået mig til at tænke over, om man ved hjælp af koncertformen kan udfordre publikum på en anderledes måde end de er vant til?
Det blev i første omgang til en gang fælleskor under mine koncerter med Dick Oatts på Montmartre i 2010, hvor ønsket var at give publikum en meget intim forståelse af, hvordan det føles at spille sammen en saxofonist af Oatts' klasse. Derfor var det harmoniske forløb lagt ud i enkle korstemmer, der kunne indlæres under selve koncerten, så sammenspil blev mellem alle de tilstedeværende og ikke noget, der kun foregik på scenen.
På Global - Local turneen var undersøgelsen rettet mod, hvordan publikum ville reagere og hvilke publikummer, der ville komme, hvis koncerten havde en stærk lokal forankring. Ideen var, at jeg sammen med mine medmusikere fra New York, Henry Cole (trommer) og Luques Curtis (bas), ville invitere lokale talenter op på scenen i hver enkelt by vi kom til og spille med på trioens præmisser. Ikke en let opgave for et ungt håbefuldt talent, men det var netop ideen, at talentet skulle opleve det professionelle niveau på første hånd, mens publikum skulle have kvalitetsmusik for deres penge.
Noder var sendt på forhånd fra New York og deltagerne fundet ved samarbejde med de lokale MGK'er og talentskoler omkring spillestederne Det Musiske Hus - Aalborg, Vejle Musikteater og Jazzhus Dexter.
Effekten af denne turneform blev, at publikum var meget yngre end det traditionelle jazzpublikum. Med talentforældre, venner og byens loakle jazzentusiaster samlet i koncertrummet opstod en mere spontan og glædesfuld stemning, som handlede om musikken og oplevelsen her og nu. For mange publikummer var det den første jazzkoncert de nogensinde havde været til og for nogen af byerne var det første gang de følte, at mere krævende musik kunne samle mange mennesker.
Turneens højdepunkt var klart Jazzhus Dexter i Odense, hvor talenterne fik taget til at lette ved at spille sidste nummer i bar overkrop! En attitude lektion til et par ellers hærdede newyork-musikanter.
En publikummer fra Frederikshavn oplevede koncerten således!
Som optrædende musiker har jeg altid et ønske om at udforske og undersøge koncertformen. Hvad kan en jazzkoncert bruges til og hvordan afspejler et ensembles udtryk den virkelighed mennesker lever i? Jeg har selv, som publikum, en tendens til at kede mig, hvis jeg skal sidde og kikke på de samme tre til fire personer i 90 min. og det har fået mig til at tænke over, om man ved hjælp af koncertformen kan udfordre publikum på en anderledes måde end de er vant til?
Det blev i første omgang til en gang fælleskor under mine koncerter med Dick Oatts på Montmartre i 2010, hvor ønsket var at give publikum en meget intim forståelse af, hvordan det føles at spille sammen en saxofonist af Oatts' klasse. Derfor var det harmoniske forløb lagt ud i enkle korstemmer, der kunne indlæres under selve koncerten, så sammenspil blev mellem alle de tilstedeværende og ikke noget, der kun foregik på scenen.
På Global - Local turneen var undersøgelsen rettet mod, hvordan publikum ville reagere og hvilke publikummer, der ville komme, hvis koncerten havde en stærk lokal forankring. Ideen var, at jeg sammen med mine medmusikere fra New York, Henry Cole (trommer) og Luques Curtis (bas), ville invitere lokale talenter op på scenen i hver enkelt by vi kom til og spille med på trioens præmisser. Ikke en let opgave for et ungt håbefuldt talent, men det var netop ideen, at talentet skulle opleve det professionelle niveau på første hånd, mens publikum skulle have kvalitetsmusik for deres penge.
Noder var sendt på forhånd fra New York og deltagerne fundet ved samarbejde med de lokale MGK'er og talentskoler omkring spillestederne Det Musiske Hus - Aalborg, Vejle Musikteater og Jazzhus Dexter.
Effekten af denne turneform blev, at publikum var meget yngre end det traditionelle jazzpublikum. Med talentforældre, venner og byens loakle jazzentusiaster samlet i koncertrummet opstod en mere spontan og glædesfuld stemning, som handlede om musikken og oplevelsen her og nu. For mange publikummer var det den første jazzkoncert de nogensinde havde været til og for nogen af byerne var det første gang de følte, at mere krævende musik kunne samle mange mennesker.
Turneens højdepunkt var klart Jazzhus Dexter i Odense, hvor talenterne fik taget til at lette ved at spille sidste nummer i bar overkrop! En attitude lektion til et par ellers hærdede newyork-musikanter.
En publikummer fra Frederikshavn oplevede koncerten således!
Billeder:
©
Musikskolen i Frederikshavn
torsdag den 10. november 2011
Søren Raaschou Kvartet feat. Travis Laplante i New York
Fra den 18. til og med den 27. oktober 2011 var Søren Raaschou Kvartet feat. Travis Laplante i New York, hvor de spillede 5 koncerter. I den forbindelse har Søren Raaschou lavet denne beskrivelse af de forskellige spillesteder, hvor de optrådte:
Korzo (@Korzo)
667 5th Avenue
Brooklyn
Korzo er en café i Brooklyn med kapacitet til 150 personer, dog er "scenen" i en afdeling for sig selv med plads til ca. 50 personer. "Scenen" er en lille ryddet plads i den ene ende af caféen, hvor der er et gardin de trækker for når musikken spiller, så folk kan sidde i caféen uden at blive forstyrret.
Shrine World Music Venue (@Shrine World Music Venue)
2271 Adam Clayton Powell Jr. Blvd.
New York
Shrine er et spillested i Harlem, der for det meste booker reggaemusik og lignende. De er dog åbne overfor stort set alle genrer, og der var både folk der lyttede koncentreret til musikken og folk i den anden ende af baren, der var mere interesseret i fodboldkampen i fjernsynet.
Sycamore (@Sycamore)
1118 Cortelyou Road
Brooklyn
Sycamore er en café i Brooklyn med en meget lille scnene i kælderen under selve caféen, hvor folk kun går i kælderen, hvis de er interesseret i at lytte til musikken. Stedet er mest velegnet til solo- og duokoncerter. Derfor valgte jeg ved denne koncert at spille sax/guiter duo med Travis Laplante, hvilket var helt fantastisk og personligt min største oplevelse på turen.
Ibeam (@Ibeam)
168 7th Street
Brooklyn
Ibeam er et øvested med mulighed for koncerter, hvor man betaler et beløb i leje med mulighed for hjælpe til opsætning mod et merbeløb. Dette koncept findes flere steder i New York og giver en fantastisk mulighed for at arrangere alternative koncerter og event. Det kræver dog, at man har en vis omgangskreds i området, så man kan trække nogle folk til. Planen er, at der indenfor den nærmeste fremtid åbner et lignende sted i Aalborg.
Drom (@Drom)
85 Avenue A
New York
Drom er et spillested i East Village på Manhatten. De booker mange forskellige genrer, men egner sig ikke så godt til intimkoncerter.
Om turen som helhed kan det siges, at alle stederne generelt var meget imødekommende og flinke overfor os, og vi følte os godt behandlet. Alle stederne var også interesserede i at booke os næste gang lejligheden byder sig. Så det er nogle gode kontakter at have, næste gang man kommer forbi New York.
Korzo (@Korzo)
667 5th Avenue
Brooklyn
Korzo er en café i Brooklyn med kapacitet til 150 personer, dog er "scenen" i en afdeling for sig selv med plads til ca. 50 personer. "Scenen" er en lille ryddet plads i den ene ende af caféen, hvor der er et gardin de trækker for når musikken spiller, så folk kan sidde i caféen uden at blive forstyrret.
Shrine World Music Venue (@Shrine World Music Venue)
2271 Adam Clayton Powell Jr. Blvd.
New York
Shrine er et spillested i Harlem, der for det meste booker reggaemusik og lignende. De er dog åbne overfor stort set alle genrer, og der var både folk der lyttede koncentreret til musikken og folk i den anden ende af baren, der var mere interesseret i fodboldkampen i fjernsynet.
Sycamore (@Sycamore)
1118 Cortelyou Road
Brooklyn
Sycamore er en café i Brooklyn med en meget lille scnene i kælderen under selve caféen, hvor folk kun går i kælderen, hvis de er interesseret i at lytte til musikken. Stedet er mest velegnet til solo- og duokoncerter. Derfor valgte jeg ved denne koncert at spille sax/guiter duo med Travis Laplante, hvilket var helt fantastisk og personligt min største oplevelse på turen.
Ibeam (@Ibeam)
168 7th Street
Brooklyn
Ibeam er et øvested med mulighed for koncerter, hvor man betaler et beløb i leje med mulighed for hjælpe til opsætning mod et merbeløb. Dette koncept findes flere steder i New York og giver en fantastisk mulighed for at arrangere alternative koncerter og event. Det kræver dog, at man har en vis omgangskreds i området, så man kan trække nogle folk til. Planen er, at der indenfor den nærmeste fremtid åbner et lignende sted i Aalborg.
Drom (@Drom)
85 Avenue A
New York
Drom er et spillested i East Village på Manhatten. De booker mange forskellige genrer, men egner sig ikke så godt til intimkoncerter.
Om turen som helhed kan det siges, at alle stederne generelt var meget imødekommende og flinke overfor os, og vi følte os godt behandlet. Alle stederne var også interesserede i at booke os næste gang lejligheden byder sig. Så det er nogle gode kontakter at have, næste gang man kommer forbi New York.
tirsdag den 8. november 2011
Mads Kjølby Quartet i Rusland
Mads Kjølby og hans danske kvartet var den 26. oktober til den 4. november en tur i det vestlige Rusland for at deltage i jazzfestivalen 'Jazz Province'.Videoen er fra russisk tv, og indeholder blandt andet nogle klip med Mads Kjølby Quartet.
torsdag den 27. oktober 2011
Steen Rasmussen Quartet feat. Marcia Lopes
Steen Rasmussen Quartet var med det netop udgivede album "Steen Rasmussen Quarteto em São Paolo" sammen med den brasilianske sangerinde Maria Lopes en uge i Madrid for at spille på Café Central, samt nogle koncerter i Danmark.
Det var lykkedes mig at arrangere to koncerter i Danmark -14.oktober på Café Tranquebar og den 15.oktober på Tango Y Vinos, begge i København.Vi skulle have spillet på Copenhagen Jazzhouse den 16.oktober, men stedet er som bekendt lukket på grund af vandskade.
Det lykkedes mig ligeledes at skaffe os et time langt interview den 13. oktober i P8-jazz, til en snak om vores turné og nye album, samt et interview til "Nyt om Jazzscenen", som blev sendt den 16.oktober.
Det lykkedes ikke at få DR Kultur til at lave en dokumentar udsendelse om vores projekt. En idé, der var opstået efter en journalist derfra, hvade hørt om vores projekt. Til gengæld har journalisten på privat initiativ filmet både interviews, koncerter og øvning, som måske på et senere tidspunkt skal udsendes.
I Spanien gik alt som det skulle. Vi var booket til at spille 7 dage på jazzklubben Café Central i Madrid. Der var stor interesse for vores koncerter, og vi havde flere udsolgte dage.
Jeg havde et møde med den spanske musikproducer Alfredo Lorenzo fra Tangara, som havde rundsendt en pressemeddelelse på spansk vedrørende vores besøg. Derudover sørgede han for at vores nye album blev spillet i "Tropico Utopico", som er en landsdækkende national radiokanal i Spanien. Alfredo ville desuden forsøge at finde et distributionsselskab i Brasilien, som kan distribuere vores album dér. Mens vi var i Spanien var vi desuden heldige at få en 5-stjernet anmeldelse af den senest plade i "Jazzstjerner".
Vi havde musikalsk gæstevisit i Madrid af den brasilianske sanger, komponist og guitarist Leo Minax, som har komponeret et af numrene på vores nye album. Leo viste sig at være en fantastisk sanger og guitarist, som jeg er meget opsat på at invitere til Danmark ved en senere lejlighed.
Det mest fantastiske var dog, at selveste Claude Nobs (manden bag Montreux jazzfestivallen og et utal af legendariske orkestres besøgs på selv samme festival) hørte en af vores koncerter. Han købte efterfølgende 5 eksemplarer af vores nye album og bad mig kontakte ham angående en koncert på netop Montreux Jazzfestival i 2012!
Det var lykkedes mig at arrangere to koncerter i Danmark -14.oktober på Café Tranquebar og den 15.oktober på Tango Y Vinos, begge i København.Vi skulle have spillet på Copenhagen Jazzhouse den 16.oktober, men stedet er som bekendt lukket på grund af vandskade.
Det lykkedes mig ligeledes at skaffe os et time langt interview den 13. oktober i P8-jazz, til en snak om vores turné og nye album, samt et interview til "Nyt om Jazzscenen", som blev sendt den 16.oktober.
Det lykkedes ikke at få DR Kultur til at lave en dokumentar udsendelse om vores projekt. En idé, der var opstået efter en journalist derfra, hvade hørt om vores projekt. Til gengæld har journalisten på privat initiativ filmet både interviews, koncerter og øvning, som måske på et senere tidspunkt skal udsendes.
I Spanien gik alt som det skulle. Vi var booket til at spille 7 dage på jazzklubben Café Central i Madrid. Der var stor interesse for vores koncerter, og vi havde flere udsolgte dage.
Jeg havde et møde med den spanske musikproducer Alfredo Lorenzo fra Tangara, som havde rundsendt en pressemeddelelse på spansk vedrørende vores besøg. Derudover sørgede han for at vores nye album blev spillet i "Tropico Utopico", som er en landsdækkende national radiokanal i Spanien. Alfredo ville desuden forsøge at finde et distributionsselskab i Brasilien, som kan distribuere vores album dér. Mens vi var i Spanien var vi desuden heldige at få en 5-stjernet anmeldelse af den senest plade i "Jazzstjerner".
Vi havde musikalsk gæstevisit i Madrid af den brasilianske sanger, komponist og guitarist Leo Minax, som har komponeret et af numrene på vores nye album. Leo viste sig at være en fantastisk sanger og guitarist, som jeg er meget opsat på at invitere til Danmark ved en senere lejlighed.
Det mest fantastiske var dog, at selveste Claude Nobs (manden bag Montreux jazzfestivallen og et utal af legendariske orkestres besøgs på selv samme festival) hørte en af vores koncerter. Han købte efterfølgende 5 eksemplarer af vores nye album og bad mig kontakte ham angående en koncert på netop Montreux Jazzfestival i 2012!
Billederne er ikke fra den beskrevne turné - kilde: www.steen-rasmussen.dk
torsdag den 13. oktober 2011
Søren Bebe Trio på Jazz au Chellah Jazzfestival i Marokko
Søren Bebe Trio var i Marokko fra den 16/6 til den 19/6 2011 for at spille på festivalen Jazz au Chellah. Festivalen er støttet af blandt andet EU-midler, og har fokus på kulturel (i dette tilfælde musikalsk) udveksling mellem Marokkko og Europa.
Vi ankom til Rabat torsdag aften. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til hotellet, hvor alle kunstnere og festival folk boede. Der var jam hver aften og gode muligheder for at networke. Udover de andre musikere mødte jeg bl.a. manageren fra Porgy & Bess og forskellige andre folk med gode forbindelser til andre europæsike festivaler. Her fik jeg nogle gode kontakter som jeg stadigvæk arbejder på.
Vi havde indvilget i at spille med en såkaldt "recontre" det vil sige en lokal gæst. Vi havde ingen indflydelse på, hvem eller hvilket instrument, selvom jeg prøvede at komme med specifikke ønsker. Vi kom til at spille med den marokkansk-fødte, men nu New York bosatte, saxofonist Faiz Lamouri. Et samarbejde, der fungerede fint. Fredag aften havde vi prøve med Faiz.
Selve festivalen og koncerten lørdag aften var en KÆMPE oplevelse og succes. Det var en udendørs scene i historiske romerske omgivelser. En fantastisk lydmand, hentet ind fra Belgien, et udemærket stort Yamaha flygel, samt trommesæt og basforstærker. Der var plads til 1200 mennesker og der var proppet. Publikum var ellevilde, og der var en virkelig god respons og vi fik mange nye fans. Vi spillede en halv time som trio og en halv time med Faiz. Alle koncerter blev optaget og der er ved at blive trykt en cd, hvor vi har to numre med. Et af Faiz's og et af mine.
Søndag morgen fløj vi hjem...
Vi ankom til Rabat torsdag aften. Vi blev hentet i lufthavnen og kørt til hotellet, hvor alle kunstnere og festival folk boede. Der var jam hver aften og gode muligheder for at networke. Udover de andre musikere mødte jeg bl.a. manageren fra Porgy & Bess og forskellige andre folk med gode forbindelser til andre europæsike festivaler. Her fik jeg nogle gode kontakter som jeg stadigvæk arbejder på.
Vi havde indvilget i at spille med en såkaldt "recontre" det vil sige en lokal gæst. Vi havde ingen indflydelse på, hvem eller hvilket instrument, selvom jeg prøvede at komme med specifikke ønsker. Vi kom til at spille med den marokkansk-fødte, men nu New York bosatte, saxofonist Faiz Lamouri. Et samarbejde, der fungerede fint. Fredag aften havde vi prøve med Faiz.
Selve festivalen og koncerten lørdag aften var en KÆMPE oplevelse og succes. Det var en udendørs scene i historiske romerske omgivelser. En fantastisk lydmand, hentet ind fra Belgien, et udemærket stort Yamaha flygel, samt trommesæt og basforstærker. Der var plads til 1200 mennesker og der var proppet. Publikum var ellevilde, og der var en virkelig god respons og vi fik mange nye fans. Vi spillede en halv time som trio og en halv time med Faiz. Alle koncerter blev optaget og der er ved at blive trykt en cd, hvor vi har to numre med. Et af Faiz's og et af mine.
Søndag morgen fløj vi hjem...
Søren Bebe Trio @ Jazz au Chellah
Katrine Madsen & Jesper Bodilsen - Kina turné juni 2011
Siden 2008 har Katrine Madsen og Jesper Bodilsen haft et projekt kørende med den kinesiske dj Zhang You Dai og andre folk fra den kinesiske musikscene. Dette samarbejde har blandt andet udmundet i nogle nye versioner af kendte kinesiske sange. Og det var med henblik på at præsentere disse sange, at Katrine Madsen og Jesper Bodilsen i juni måned tog til Kina.
Den 1. juni 2011 fløj vi til Beijing for at videreføre vores projekt med kinesiske sange. Inden vi tog afsted var det fastlag, at vi skulle spille på den nye festival Kama Love Festival, der skulle være den første store festival i Beijing. En festival, der blev afholdt på det 110.000 m2 store Beijing Olympic Sport Center, og hvor man regnede med omkring op mod 80.000 besøgende, over de to dage festivalen varer. Derudover var det arrangeret, at vi skulle spille på Den Danske Ambassade og jazzklubben CD Blues.
Koncerterne på CD Blues og ambassaden var lagt før koncerten på festivalen, så vi havde tid til at øve og optræde med kinesiske musikere inden vi skulle stå på festivalens hovedscene.
Festivalen var under et stort pres fra de kinesiske myndigheder på grund af årsdagen for tragedien på Den Himmelske Fredsplads, og der var et massivt opbud af soldater og politi. Heldigvis forløb det hele godt, og vores optræden blev rigtig godt modtaget.
Turen hjalp os med at holde fast i vores netværk og til at præsentere musikken i Kina. Vi arbejder videre og planen er at præsentere musikken på Vinterjazz Festivalen i januar 2012, og derefter indspille den. Det kinesiske CCTV vil følge vores prøver, koncerter og indspilning.
Lidt fra Kama Love Festivalen (uden omtale af Katrine Madsen):
http://www.chinamusicradar.com/?p=2976
Den 1. juni 2011 fløj vi til Beijing for at videreføre vores projekt med kinesiske sange. Inden vi tog afsted var det fastlag, at vi skulle spille på den nye festival Kama Love Festival, der skulle være den første store festival i Beijing. En festival, der blev afholdt på det 110.000 m2 store Beijing Olympic Sport Center, og hvor man regnede med omkring op mod 80.000 besøgende, over de to dage festivalen varer. Derudover var det arrangeret, at vi skulle spille på Den Danske Ambassade og jazzklubben CD Blues.
Koncerterne på CD Blues og ambassaden var lagt før koncerten på festivalen, så vi havde tid til at øve og optræde med kinesiske musikere inden vi skulle stå på festivalens hovedscene.
Festivalen var under et stort pres fra de kinesiske myndigheder på grund af årsdagen for tragedien på Den Himmelske Fredsplads, og der var et massivt opbud af soldater og politi. Heldigvis forløb det hele godt, og vores optræden blev rigtig godt modtaget.
Turen hjalp os med at holde fast i vores netværk og til at præsentere musikken i Kina. Vi arbejder videre og planen er at præsentere musikken på Vinterjazz Festivalen i januar 2012, og derefter indspille den. Det kinesiske CCTV vil følge vores prøver, koncerter og indspilning.
Lidt fra Kama Love Festivalen (uden omtale af Katrine Madsen):
http://www.chinamusicradar.com/?p=2976
onsdag den 5. oktober 2011
Marius Neset Golden Xplosion - Storbritannien
Norske Marius Neset var tilbage i september måned på tour i Storbritannien. Med det anmelderroste album Golden Xplosion i baglommen blev turnéen, som man kan læse, en bragende succes.
Vores tour var i den grad en succes. Den startede den 1. september på Pizza Express, som er en af de bedste jazzklubber i London. Koncerten var på forhånd udsolgt, og blev sendt i sin helhed på BBC Radio. Udover det, kom der 6-journalister og koncerten fik bl.a. 5 ud af 5 stjerner af den kendte jazzanmelder John Fordham i The Guardian! Den fik ligeledes rigtig gode anmeldelser i The Telegraph (4 ud af 5 stjerner), Financial Times (4 ud af 5 stjerner) og i Jazzwise.
Vores tour var i den grad en succes. Den startede den 1. september på Pizza Express, som er en af de bedste jazzklubber i London. Koncerten var på forhånd udsolgt, og blev sendt i sin helhed på BBC Radio. Udover det, kom der 6-journalister og koncerten fik bl.a. 5 ud af 5 stjerner af den kendte jazzanmelder John Fordham i The Guardian! Den fik ligeledes rigtig gode anmeldelser i The Telegraph (4 ud af 5 stjerner), Financial Times (4 ud af 5 stjerner) og i Jazzwise.
Efterfølgende spillede vi bl.a. på The Edge Art Centre i Shropshire, et fantastisk sted. Her dukkede ca. 100 gæster op, og koncerten fik en rigtig god anmeldelse med 4 ud af 5 stjerner, som kan læses her.
Vores koncert i Bristol (@Colston Hall) fik denne her fantastiske anmeldelse, som kan læses her! Og fra en udsolgt koncert i Coventry (@Earlsdon Cottage), fik den her anmeldelse.
Vores koncert i Bristol (@Colston Hall) fik denne her fantastiske anmeldelse, som kan læses her! Og fra en udsolgt koncert i Coventry (@Earlsdon Cottage), fik den her anmeldelse.
Ellers spillede vi i Cardiff (@Dempsey's), Manchester (@Manchester Jazz Festival) og igen i London på et udsolgt Kings Place. Her var flere managere og andre branchefolk dukket op, efter de havde hørt rygterne og læst alle anmeldelserne. Jeg fik flere gode kontakter og er bl.a. ved at indgå en aftale med et management bureau i Storbritannien. Også chefer fra internationale jazzfestivaler dukkede op til de forskellige koncerter, og vi har allerede fået flere interessante jazzfestival-koncerter til næste år, på baggrund af denne tour.
Billedet er fra koncerten på Pizza Express den 1. september
Koptor - Canada turné juni 2011
Kevin Brow's Koptor var i løbet af sommeren en tur i Canada. Med sig havde han Rob Mosher (sax), Jacob Anderskov (piano) og Graig Earle (bas). Her er lidt om hvordan turen forløb:
Koptors turné i Canada bestod af 5 festival jobs og 2 klub jobs. Koptor spillede på de 5 største og mest vigtige jazzfestivaler i Canada. Vi spillede på festivaler i Victoria (@JazzFest 2011), Vancouver (@Vancouver International Jazz Festival), Toronto (@Toronto Jazz Festival), Ottawa (@Ottawa Jazz), Montreal (@Festival International de Jazz de Montréal) og klubber i Calgary (@Beatniq) og Quebec City (@Largo).
De Canadiske festivaler er rigtig velarrangeret og i verdensklasse. Vi blev betjent rigtig godt på alle festivaler. Highligtsne var i Vancouver, Ottawa og Montreal. De tre festivaler er helt fantastiske og de koncerter vi spillede der var virkelige i top - verdensklasse. Alle steder gave os frie hænder og plads til at skabe Koptors egen musik.
De Canadiske festivaler er rigtig velarrangeret og i verdensklasse. Vi blev betjent rigtig godt på alle festivaler. Highligtsne var i Vancouver, Ottawa og Montreal. De tre festivaler er helt fantastiske og de koncerter vi spillede der var virkelige i top - verdensklasse. Alle steder gave os frie hænder og plads til at skabe Koptors egen musik.
En lille og meget undervurderet klub er Largo i Quebec City.... Largo er en fantastiske klub med nogle meget engagerede ejere og bookere, der elsker moderne jazz, og som gerne vil have flere europaiske bands til at spille derovre.
Koptor fik rigtig gode kontakter til den næste gang vi skal arrangere en turné i Nordamerika og musikalsk/kunstneriske set udviklede vi vores musik til dens højeste niveau nogensinde. Canada er et meget stort og smukt land, men også svært at turnere rundt i pga. størreslen. Men det er absolut fantastisk, hvis man kan få stablet en turné på benene derovre.
Koptor på Vancouver International Jazz Festival
Alle billeder af Peter Gannushkin // downtownmusic.net
tirsdag den 4. oktober 2011
Admiral Awsome feat. Frederik Ljungkvist
Admiral Awesome fik bevilliget støtte tilbage i 2010, til afvikling i starten af 2011. Projektet, der både omfatede koncerter, optagelser og workshops er beskrevet nedenfor:
Turnéen bestod af fire koncerter, hvoraf to blev optaget live samt en dag i studiet.
Onsdag d. 2 Februar. Koncert: Sun Ship, Musikcafeen, Århus.
(Dobbeltkoncert med Greve, Berre, Friis.)
Ca. 50 betalende gæster. Udemærkede lyd og sceneforhold. Backstage lokale. Musikcafeen optager alle koncerter og det er muligt at få en kopi af materialet bagefter. Ingen synlig presse fra arrangøren.
Torsdag d.3 Februar. Indspilning med mobilstudie
Fredag d.4 Februar. Workshops på DJM i Århus samt koncert på Christiania Jazzklub, København.
Meget udmærket workshop fra 10-16. Fine forhold og god opbakning fra de studerende og den fagansvarlig lærer. Mellem 40 og 50 betalende gæster på Christiania Jazzklub. Utjekket, men hjertelig atmosfære. Nedslidt lyd og lys-anlæg. Ingen backstage. Plakater på spillestedet, men ellers intet pressearbejde fra arrangøren.
Lørdag d.5 Februar. Koncert: Teater Momentum, Odense.
Omkring 30 betalende gæster. (støtte fra DJBFA muliggjorde koncert). OK scene, lyd og lys forhold. Interimistisk backstagerum. Udmærkede presseforhold fra arrangørens side. Facebook-event, mailingliste samt pressemeddelelse til lokale aviser.
Søndag d 6 februar. Koncert: Kunsthal Nord, Ålborg.
Omkring 45 betalende gæster. Intet lyd eller lysanlæg og ingen scene. Fin akustisk lyd og flotte rum. Særdeles god behandling fra meget entusiastisk arrangør. Udmærkede backstageforhold og forplejning. Stor presseindsats fra arrangøren med pressemeddelelser til lokale medier, plakatopsætning rundt om i byen, samt udsendelse af nyhedsmail til mailingliste.
Begge billeder Admiral Awesome & Frederik Ljungkvist @ Kunsthal Nord
Mark Solborg m. Evan Parker, Herb Robertson & Mats Eilertsen - Copenhagen Jazzfestival 2011
Mark Solborg fik i juli måned, med støtte af JazzDanmark-puljen, afviklet 6 koncerter under årets Copenhagen Jazzfestival. Her er hvad han efterfølgende have at sige om projektet:
Projektet forløb under Copenhagen Jazzfestival 2011 med Evan Parker (GB), Herb
Robertson (US) og Mats Eilertsen (NO). Koncerterne blev afviklet i samarbejde med Copenhagen Jazzfestival, Huset i Magstræde, Københavns Musikteater og Musikforeningen Sunship.
Vi afholdt i alt 6 koncerter. To af dem med projektets hoved-ensemble: Mark Solborg Trio feat. Parker og Robertson. Der opførtes udelukkende materiale af undertegnede og de medvirkende. Projektet indeholdt 1 liveoptagelse og 1 studieoptagelse der indgår i en fremtidig release-plan. Projekter som dette er i den grad med til inspirere og tilføre mit arbejde som komponist nye ideer. Muligheden for fremførelse af højt kvalificerede musikere er unik og giver mig de bedste muligheder for at sætte mit virke på det musikalske landkort.
Koncerter:
Chr. Havns Beboerhus 3/7 - 5 musikere
Literaturhaus/Thirsty Ear 4/7 - 2 Musikere
Huset i Magstræde 5/7 - 3 musikere *
Huset i Magstræde 5/7 - 4 musikere *
Kbh. Musikteater 6/7 - 4 musikere
Gl. Strand/Cph. Jazzfestival 7/7 - 5 musikere
Sunship, Musikcafeen, Århus 11/7 - 5 musikere
* Robertson/Anderskov/Rainey + Mark Solborg trio feat. Evan Parker.
mandag den 26. september 2011
Jacob Anderskov Agnostic Revelations Quartet - USA
Tilbage i marts måned 2011 var Jacob Anderskov og Agnostic Revelations Quartet i USA. Turen, der blev støttet af JazzDanmark-puljen, var en umiddelbar succes for Anderskov, og her er hvad han selv havde at sige om turen:
Vi (Chris Speed, Jacob Anderskov, Michael Formanek, Gerald Cleaver) spillede 4 koncerter på den amerikanske østkyst i marts 2011. 4 millionbyer på 4 dage: Baltimore, Washington, New York & Boston.
Touren var en stor oplevelse og en stor tilfredsstillelse både musikalsk og i forhold til publikum, akustik og generel modtagelse.
Der var rigtig mange tilskuere i såvel Baltimore, Washington som New York. Og publikum bestod af en yderst opmuntrende blanding af musiker-kollegaer, herunder flere af mine egne forbilleder, pladeselskabsfolk, managers, presse-folk, og "almindelige interesserede lyttere i alle aldre" - fra universitets-studerende til afficionados med en livslang passion for progressiv musik.
Stederne var virkelig velegnede til vores musik. I Baltimore spillede vi i en nedlagt kirke (@2640), dagen før Hillary Hahn skulle optræde der. I Washington (@Twins Jazz) og New York (@The Cornelia Street Café) på mere almindelige jazzklubber. I Boston (@The Lily Pad) var det på et nyt sted, som desværre viste sig at være en skuffelse, idet der var gjort for lidt reklame. Så i modsætning til resten af turen var denne aften en skuffelse i forhold til at få et stort publikum.
Dette kunne dog ikke udviske indtrykket af en super tour med et fantastisk hold af musikere.
Jeg fik lovning på at kune komme tilbage alle stederne, plus et par andre byer som ikke kunne finde en dato til os, og regner med at gøre det i løbet af efterået 2012, ser det ud til. Dog, klog af skade, til den tid uden Boston, tænker jeg.
J.A. 2011
Billede: Live i Baltimore, taget af en person i publikum
Abonner på:
Opslag (Atom)