Turen startede 'blødt' med en koncert på Barbes i Brooklyn, hvor vi tidligere har spillet flere gange. Barbes er et lille, men meget hyggeligt, udpræget musiker hang-out. Der var af samme grund stuvende fuldt, hvilket måske kunne tilskrives, at der har været en god foromtale i NY-times.
Detroit var en slags 'dark-horse' på turen. Anker, Taborn, Cleaver spillede første gang i Detroit tilbage i 2008 på en festival, der foregik i Bohemian National Home (en stor gammel faldefærdig Christiania-agtig bygning med fantastiks atmosfære). Men BNH er desværre ude af hænderne på arrangørerne, så nu hedder de Bohemian in Exile. Jeg havde fået at vide, at vores koncert ville komme til at foregå på et nyt sted som de arbejdede på, og som ville åbne i august. Men de havde ikke fået nøglerne(!), så de sendte en ny koncertadresse to uger inden koncerten: 2739 Edwin - et stort loft/galleri. Der var desuden meget sparsomt med informationer på nettet, så vi havde på fornemmelsen, at det ville blive en rimelig hemmelig koncert - men så var der alligevel ca. 80 publikummer. Nu er Detroit i forvejen kendt for en koncertscene, der fungerer meget undergrundsagtigt (indenfor alle genrer) med koncerter i tomme pakhuse, forladte bygninger osv. Det er stadigvæk et mysterium for mig, hvordan PR/koncert-info bliver kommunikeret - men i sig selv ret fascinerende. Detroit er i det hele taget en fascinerende by - spøgelsesagtigt og tæt på at dø - men også med alle muligheder for at kunne genopstå som så mange andre tidligere industrielle byer/områder eller Østberlin. For eksempel er en del billedkunstnere flyttet til Detroit på grund af enormt lave huspriser, og fænomener som f.eks. urban farming er blomstret op. Så der sker nogle gode ting, selvom der også hviler en sky af tristesse og håbløshed over byen.
Næste dag lavede vi kombineret koncert og workshop i Jazzdepartment på University of Michagen, hvor både Craig og Gerald har studeret i deres unge dage. Samme aften fløj vi til Toronto, hvor vi blev hentet og kørt til Guelph.
Guelph Jazzfestival (som jeg også har spillet på i 2002) er en super fin festival med fokus på især den mere eksperimentelle del af jazz/impro-scenen. Den er både stor (høj kunstnerisk kvalitet og mange internationale navne) og lille (Guelph er en mindre, men meget progressiv universitetsby) og man kan gå til de 6 venues, der er under festivalen. Der er et stort tilrejsende publikum, både fra Toronto/Canada og USA, men samtidig er festivalen enormt god til involvere hele byen. Dette år var der f.eks. Nuit Blanche, så der foregik koncerter og performances hele natten om lørdagen, hvor bassisten William Parker f.eks. skulle spille solo kl.6 søndag morgen. Vi spillede lørdag eftermiddag - måske den bedste koncert på turen - i hvert fald hvad lyd og pianoforhold angik.
Jeg hvade desuden sagt ja til at være en del af en performance ved midnat. Projektet hed STARE og var sat i værk af installations/performance-kunstneren Dawn Matheson, og var rimelig inspireret af Marina Abramovic' store performance 'The Artist is Present' på MoMa i 2010. STARE foregik i et tomt gallerilokale med store vindue ud mod gaden og gik ud på, at 4 mennesker (i denne anledning 4 musikere), hver sad en halv time på en stol og folk kunne så melde sig til at komme ind og sætte sig på en stol overfor og stirre os ind i øjnene i 5 minutter. Hverken tale eller berøring var tilladt. Der var kameraer på begge ansigter, som så blev projiceret op på to skærme i vinduerne mod gaden. Det viste sig at blive en fed oplevelse: smuk (det foregik som et slags stille men intenst ritual om natten, midt i en ret feststemt gade med mange barer), tankevækkende (at stirre et fremmed menneske i øjnene uden at kommunikere verbalt, åbner nogle helt andre kommunikationscentre), grænseoverskridende (at stirre et fremmed menneske ind i øjnene og selv åbne sig for det, er i sig selv en ret intim og grænsoverskridende oplevelse).
Næste dag fløj vi til Chicago og spillede om aftenen på The Hungry Brain. Vi var en del af en jubilæums koncertrække: 'The Hungry Brain Transmission Series - Best of the past ten years'. Vi var blevet inviteret fordi 'vi' spillede der tilbage i 2004 (det vil sige det endte med kun at være Craig og Gerald, da jeg blev nægtet indrejse i USA, og mistede nogle koncerter - men det er en helt anden historie...) Under alle omstændigheder var det dejligt efter 7 år at spille med lige præcis den trio på lige præcis The Hungry Brain. For mig betød der blev sat punktum for et lidt traumatisk kapitel i min tur-historie. Der var også stopfyldt på stedet. Chicago Reader bragte en fin foromtale, og efterfølgende en god anmeldelse. Umbrella-folkene optog koncerten, og har vistnok tænkt sig at udgive den i en eller anden form.
Jeg blev et par dage ekstra i Chicago, dels for at gennemlytte og udvælge nogle tracks jeg har indspillet med cellisten Fred Lonberg-Holm i foråret, og dels for at spille en duokoncert med ham. Den foregik på et andet fedt Chicago sted The Hideout, hvor vi spillede dobbeltkoncert med Joe McPhee Trio.
Det var en super god tur. Stort entutiatisk publikum alle steder, med gode foromtaler, flotte anmeldelser og udsolgt af de tre kasser medbragte cd'er - og kun en enkelt gang et 5 timer forsinket fly. I det hele taget er det altdi dejligt at spille i USA/Canada: altid super-entutiastisk og ofte vidende publikum, som også har lyst til at snakke bagefter og som er inspirerende at snakke med. Desuden blev jeg inviteret til at spille andre steder i løbet af 2012/13, bl.a. i St. Louis.
Anker/Taborn/Cleaver @ Barbes, Brooklyn
Ovenstående billeder af Peter Gannuskin // downtownmusic.net
Lotte Anker & Fred Lonberg-Holm @ The Hideout, Chicago
Billede af Kelly Weime
