Anker/Taborn/Cleaver - USA/Canada september 2011

Lotte Anker og hendes trio med Craig Taborn (piano) og Gerald Cleaver (trommer), var i september måned en tur i USA og Canada for at spille en håndfuld koncerter.

Turen startede 'blødt' med en koncert på Barbes i Brooklyn, hvor vi tidligere har spillet flere gange. Barbes er et lille, men meget hyggeligt, udpræget musiker hang-out. Der var af samme grund stuvende fuldt, hvilket måske kunne tilskrives, at der har været en god foromtale i NY-times.

Detroit var en slags 'dark-horse' på turen. Anker, Taborn, Cleaver spillede første gang i Detroit tilbage i 2008 på en festival, der foregik i Bohemian National Home (en stor gammel faldefærdig Christiania-agtig bygning med fantastiks atmosfære). Men BNH er desværre ude af hænderne på arrangørerne, så nu hedder de Bohemian in Exile. Jeg havde fået at vide, at vores koncert ville komme til at foregå på et nyt sted som de arbejdede på, og som ville åbne i august. Men de havde ikke fået nøglerne(!), så de sendte en ny koncertadresse to uger inden koncerten: 2739 Edwin - et stort loft/galleri. Der var desuden meget sparsomt med informationer på nettet, så vi havde på fornemmelsen, at det ville blive en rimelig hemmelig koncert - men så var der alligevel ca. 80 publikummer. Nu er Detroit i forvejen kendt for en koncertscene, der fungerer meget undergrundsagtigt (indenfor alle genrer) med koncerter i tomme pakhuse, forladte bygninger osv. Det er stadigvæk et mysterium for mig, hvordan PR/koncert-info bliver kommunikeret - men i sig selv ret fascinerende. Detroit er i det hele taget en fascinerende by - spøgelsesagtigt og tæt på at dø - men også med alle muligheder for at kunne genopstå som så mange andre tidligere industrielle byer/områder eller Østberlin. For eksempel er en del billedkunstnere flyttet til Detroit på grund af enormt lave huspriser, og fænomener som f.eks. urban farming er blomstret op. Så der sker nogle gode ting, selvom der også hviler en sky af tristesse og håbløshed over byen.

Næste dag lavede vi kombineret koncert og workshop i Jazzdepartment på University of Michagen, hvor både Craig og Gerald har studeret i deres unge dage. Samme aften fløj vi til Toronto, hvor vi blev hentet og kørt til Guelph.

Guelph Jazzfestival (som jeg også har spillet på i 2002) er en super fin festival med fokus på især den mere eksperimentelle del af jazz/impro-scenen. Den er både stor (høj kunstnerisk kvalitet og mange internationale navne) og lille (Guelph er en mindre, men meget progressiv universitetsby) og man kan gå til de 6 venues, der er under festivalen. Der er et stort tilrejsende publikum, både fra Toronto/Canada og USA, men samtidig er festivalen enormt god til involvere hele byen. Dette år var der f.eks. Nuit Blanche, så der foregik koncerter og performances hele natten om lørdagen, hvor bassisten William Parker f.eks. skulle spille solo kl.6 søndag morgen. Vi spillede lørdag eftermiddag - måske den bedste koncert på turen - i hvert fald hvad lyd og pianoforhold angik.

Jeg hvade desuden sagt ja til at være en del af en performance ved midnat. Projektet hed STARE og var sat i værk af installations/performance-kunstneren Dawn Matheson, og var rimelig inspireret af Marina Abramovic' store performance 'The Artist is Present' på MoMa i 2010. STARE foregik i et tomt gallerilokale med store vindue ud mod gaden og gik ud på, at 4 mennesker (i denne anledning 4 musikere), hver sad en halv time på en stol og folk kunne så melde sig til at komme ind og sætte sig på en stol overfor og stirre os ind i øjnene i 5 minutter. Hverken tale eller berøring var tilladt. Der var kameraer på begge ansigter, som så blev projiceret op på to skærme i vinduerne mod gaden. Det viste sig at blive en fed oplevelse: smuk (det foregik som et slags stille men intenst ritual om natten, midt i en ret feststemt gade med mange barer), tankevækkende (at stirre et fremmed menneske i øjnene uden at kommunikere verbalt, åbner nogle helt andre kommunikationscentre), grænseoverskridende (at stirre et fremmed menneske ind i øjnene og selv åbne sig for det, er i sig selv en ret intim og grænsoverskridende oplevelse).

Næste dag fløj vi til Chicago og spillede om aftenen på The Hungry Brain. Vi var en del af en jubilæums koncertrække: 'The Hungry Brain Transmission Series - Best of the past ten years'. Vi var blevet inviteret fordi 'vi' spillede der tilbage i 2004 (det vil sige det endte med kun at være Craig og Gerald, da jeg blev nægtet indrejse i USA, og mistede nogle koncerter - men det er en helt anden historie...) Under alle omstændigheder var det dejligt efter 7 år at spille med lige præcis den trio på lige præcis The Hungry Brain. For mig betød der blev sat punktum for et lidt traumatisk kapitel i min tur-historie. Der var også stopfyldt på stedet. Chicago Reader bragte en fin foromtale, og efterfølgende en god anmeldelse. Umbrella-folkene optog koncerten, og har vistnok tænkt sig at udgive den i en eller anden form.

Jeg blev et par dage ekstra i Chicago, dels for at gennemlytte og udvælge nogle tracks jeg har indspillet med cellisten Fred Lonberg-Holm i foråret, og dels for at spille en duokoncert med ham. Den foregik på et andet fedt Chicago sted The Hideout, hvor vi spillede dobbeltkoncert med Joe McPhee Trio.

Det var en super god tur. Stort entutiatisk publikum alle steder, med gode foromtaler, flotte anmeldelser og udsolgt af de tre kasser medbragte cd'er - og kun en enkelt gang et 5 timer forsinket fly. I det hele taget er det altdi dejligt at spille i USA/Canada: altid super-entutiastisk og ofte vidende publikum, som også har lyst til at snakke bagefter og som er inspirerende at snakke med. Desuden blev jeg inviteret til at spille andre steder i løbet af 2012/13, bl.a. i St. Louis.

Anker/Taborn/Cleaver @ Barbes, Brooklyn 

 Ovenstående billeder af Peter Gannuskin // downtownmusic.net

Lotte Anker & Fred Lonberg-Holm @ The Hideout, Chicago

Billede af Kelly Weime

Cathrine Legardh Quartet i Beijing - juni 2011

Cathrine Legardh Quartet blev i juni 2011 inviteret tilbage til Kina som opfølgning på deres Expo Tour 2010. Denne gang var det Zhang You Dai (All That Jazz - Radio Beijing), som havde taget initiativ til at afholde en musikfestival i Beijing - KAMA Love Festival. Bandet bestod af: Cathrine Legardh (voc), Jakob Dinesen (ts), Francesco Cali (p/acc), Nicolai Munch-Hansen (b):

Vi var blevet garanteret minimum tre koncerter med hjælpe fra Martin Røen (Swinging Europe - Denmark in China) - som tillige også fungerede som tour-manager.Vi endte med at spille i alt fire koncerter i perioden 2/6 - 9/6 2011 i Beijing.

KONCERTER:
- CD Club Blues Cafe: Hyggeligt og afslappet med efterfølgende jamsession med loakel kinesiske jazzmusikere. Antal publikum ca. 100. http://www.cdbluescafe.cn/

- The Royal Danish Embassy: Privat sommerfest for ambassadefolk og det dansk-kinesiske netværk i Kina. Hyggeligt  -vi spillede der tillige i 2010. Især var det spændende at atle med alle de fastboende danskere i Beijing, møde deres familier osv.. Antal publikum ca. 600.

- KAMA Love Festival 2011: To udendørs koncerter på en henholdsvis større og mindre scene. Den lille scene var ikke særlig godt besøgt og lyden var horribel. Den bedste koncert (af dem alle) var imidlertid den sidste på KAMA Love, som fandt sted på den store Hope Scenen. Der var mange publikummer og fantastisk lyd, hvilket man ikke altid skal regne med. Antal publikum var samlet ca. 1500.

SELVE TUREN:
Vi var afsted i 6 dage. Boende på et skønt 5-stjernet hotel, nær olympen, hvor KAMA Love Festival fandt sted. Der var ikke så meget tid til at være turist denne gang, men til gengæld var det virkelig velorganiseret med MArtin Røen som tour-manager - han var selv til stede og vi blev hentet og bragt i bus. Der var en del vente tid på festivalen mellem sound-check osv., men vi var sammen med Katrine Madsens band, hvilket var hyggeligt. Det var interessant at opleve, hvordan myndighederne (politi/militær) overvågede festivalen. De marcherede rundt fra tidlig morgen. De er åbenbart bange for, at for mange mennesker samlet på et sted medfører oprør?! Der måtte ikke sælges øl, så folk drak hemmeligt af sodavandsbægere. Der er i det hele taget et hav af regler for, hvad man må og ikke må foretage sig. Vi blev overvåget og tjekket i begge ender, og skulle sende set-lister på forhånd, samt alle sangtekster som blev gået efter i sømmene. De tjekkede til koncertem, at vi overholdt aftalen, optog lyd, rapporterede, ringede rundt osv. De truede konstant med at lukke det hele ned - men festivalen blev gennemført - dog lukkede den kl.20 søndag aften, nogle timer før tid. Der var generelt mange kinesere på arbejde - ca. 20 mand på scenen bare for at lave lyd - alle med hvert deres arbejdsområde (ikke nødvendigvis effektivt eller særligt sammenhængende). Da vi skulle til at gå i gang blev der skruet op for techno-rytmer på nabo-scenen, og vi kunne ikke bede om at skrue ned, da det var en af festivalens investorer, der stod for indslaget. Komisk og lidt typisk, på en eller anden måde.

Kineserne er mægtig søde og åbne - også overfor jazz. De vil gerne kommunikere (helst på kinesisk), og er meget visuelle og udadvendte på trods af sproglige barrierer. Højdepunktet i Kina var som altid maden, som er helt sublim. Vi havde nogle fantastiske gastronomiske og sjove oplevelser. Vi besøgte også en fattig landsby ikke så langt fra Den Kinesiske Mur, hvor vi blev budt på hjemmebrændt. De var overbeviste om, at vi kom fra Korea - hvilket vi grinede meget af.

I Kina er alt ad hoc, man kan ikke rigtig regne med noget eller sætte sin lid til på forhånd indgåede aftaler. Man skal nok ikke være for meget kontrol freak... Hvis alle intrumenter er til stede på jobbet, skal man være glad. Og hvis lyden er god, ja lykkelig. Det er et sjovt og spændende land. Vi har mødt fantastikse mennesker og musikere, udvekslet infor og holder kontakten ved lige til næste gang.

Billeder:

© Cathrine Legardh

Søren Møller Global - Local Trio

Søren Møller Global - Local Trio var på turné i Danmark 11.-16. april 2011. Nedenstående beretning fortæller lidt Søren Møllers projekt for turneen, nemlig at udfordre den gængse måde at opfatte en jazzkoncert på.

Som optrædende musiker har jeg altid et ønske om at udforske og undersøge koncertformen. Hvad kan en jazzkoncert bruges til og hvordan afspejler et ensembles udtryk den virkelighed mennesker lever i? Jeg har selv, som publikum, en tendens til at kede mig, hvis jeg skal sidde og kikke på de samme tre til fire personer i 90 min. og det har fået mig til at tænke over, om man ved hjælp af koncertformen kan udfordre publikum på en anderledes måde end de er vant til?

Det blev i første omgang til en gang fælleskor under mine koncerter med Dick Oatts på Montmartre i 2010, hvor ønsket var at give publikum en meget intim forståelse af, hvordan det føles at spille sammen en saxofonist af Oatts' klasse. Derfor var det harmoniske forløb lagt ud i enkle korstemmer, der kunne indlæres under selve koncerten, så sammenspil blev mellem alle de tilstedeværende og ikke noget, der kun foregik på scenen.

På Global - Local turneen var undersøgelsen rettet mod, hvordan publikum ville reagere og hvilke publikummer, der ville komme, hvis koncerten havde en stærk lokal forankring. Ideen var, at jeg sammen med mine medmusikere fra New York, Henry Cole (trommer) og Luques Curtis (bas), ville invitere lokale talenter op på scenen i hver enkelt by vi kom til og spille med på trioens præmisser. Ikke en let opgave for et ungt håbefuldt talent, men det var netop ideen, at talentet skulle opleve det professionelle niveau på første hånd, mens publikum skulle have kvalitetsmusik for deres penge.

Noder var sendt på forhånd fra New York og deltagerne fundet ved samarbejde med de lokale MGK'er og talentskoler omkring spillestederne Det Musiske Hus - Aalborg, Vejle Musikteater og Jazzhus Dexter.

Effekten af denne turneform blev, at publikum var meget yngre end det traditionelle jazzpublikum. Med talentforældre, venner og byens loakle jazzentusiaster samlet i koncertrummet opstod en mere spontan og glædesfuld stemning, som handlede om musikken og oplevelsen her og nu. For mange publikummer var det den første jazzkoncert de nogensinde havde været til og for nogen af byerne var det første gang de følte, at mere krævende musik kunne samle mange mennesker.

Turneens højdepunkt var klart Jazzhus Dexter i Odense, hvor talenterne fik taget til at lette ved at spille sidste nummer i bar overkrop! En attitude lektion til et par ellers hærdede newyork-musikanter.

En publikummer fra Frederikshavn oplevede koncerten således!

Billeder:

©

Musikskolen i Frederikshavn

 

Søren Raaschou Kvartet feat. Travis Laplante i New York

Fra den 18. til og med den 27. oktober 2011 var Søren Raaschou Kvartet feat. Travis Laplante i New York, hvor de spillede 5 koncerter. I den forbindelse har Søren Raaschou lavet denne beskrivelse af de forskellige spillesteder, hvor de optrådte:

Korzo (@Korzo)
667 5th Avenue
Brooklyn

Korzo er en café i Brooklyn med kapacitet til 150 personer, dog er "scenen" i en afdeling for sig selv med plads til ca. 50 personer. "Scenen" er en lille ryddet plads i den ene ende af caféen, hvor der er et gardin de trækker for når musikken spiller, så folk kan sidde i caféen uden at blive forstyrret.

Shrine World Music Venue (@Shrine World Music Venue)
2271 Adam Clayton Powell Jr. Blvd.
New York

Shrine er et spillested i Harlem, der for det meste booker reggaemusik og lignende. De er dog åbne overfor stort set alle genrer, og der var både folk der lyttede koncentreret til musikken og folk i den anden ende af baren, der var mere interesseret i fodboldkampen i fjernsynet.

Sycamore (@Sycamore)
1118 Cortelyou Road
Brooklyn

Sycamore er en café i Brooklyn med en meget lille scnene i kælderen under selve caféen, hvor folk kun går i kælderen, hvis de er interesseret i at lytte til musikken. Stedet er mest velegnet til solo- og duokoncerter. Derfor valgte jeg ved denne koncert at spille sax/guiter duo med Travis Laplante, hvilket var helt fantastisk og personligt min største oplevelse på turen.

Ibeam (@Ibeam)
168 7th Street
Brooklyn

Ibeam er et øvested med mulighed for koncerter, hvor man betaler et beløb i leje med mulighed for hjælpe til opsætning mod et merbeløb. Dette koncept findes flere steder i New York og giver en fantastisk mulighed for at arrangere alternative koncerter og event. Det kræver dog, at man har en vis omgangskreds i området, så man kan trække nogle folk til. Planen er, at der indenfor den nærmeste fremtid åbner et lignende sted i Aalborg.

Drom (@Drom)
85 Avenue A
New York

Drom er et spillested i East Village på Manhatten. De booker mange forskellige genrer, men egner sig ikke så godt til intimkoncerter.


Om turen som helhed kan det siges, at alle stederne generelt var meget imødekommende og flinke overfor os, og vi følte os godt behandlet. Alle stederne var også interesserede i at booke os næste gang lejligheden byder sig. Så det er nogle gode kontakter at have, næste gang man kommer forbi New York.

Mads Kjølby Quartet i Rusland

Mads Kjølby og hans danske kvartet var den 26. oktober til den 4. november en tur i det vestlige Rusland for at deltage i jazzfestivalen 'Jazz Province'.Videoen er fra russisk tv, og indeholder blandt andet nogle klip med Mads Kjølby Quartet.